Kæmpe kød-kup: 33-årig mand gaflede luksusbøffer for stort beløb

En 33-årig mand har gentagne gange stjålet kød fra supermarkeder. Genrefoto: Adobe Stock

En 33-årig mand har over flere uger begået tyveri mod supermarkeder på Lolland, Falster og Sydsjælland, hvor han er gået efter dyre stykker kød. For nylig blev han dømt ved Retten i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Oksemørbrad. Roastbeef. Ribeye.

Tænderne har muligvis løbet i vand, da den anklagerfuldmægtige sad og skrev anklageskriftet, der blev rejst mod en 33-årig mand.

Over en periode på knap fire uger har han stjålet omfattende mængder kød fra supermarkeder på Lolland, Falster og Sydsjælland.

For nylig var sagen for Retten i Nykøbing, hvor kødtyvens skæbne skulle afgøres.

Kød, kød og mere kød

Anklageskriftet rejst mod den 33-årige mand afslører 10 forskellige tyverier. Alle gange er manden gået efter dyre udskæringer.

Første tilfælde var et tyveri 27. februar sidste år mod Rema 1000 i Sakskøbing. Her stjal han seks ribeye-stege og to øl til en værdi af 1.540 kroner.

De efterfølgende uger var manden med de lange kød-fingre forbi Rema 1000-butikker i Nørre Alslev, Stensved og to af butikskædens forretninger i Næstved. Flere af stederne var han forbi to gange for at gafle bøffer og stege fra køledisken.

Oveni stjal han også kød fra både Superbrugsen og Netto i Sakskøbing.

Fra førstnævnte røg syv oksemørbrad med hjem uden betaling. Sidstnævnte blev udsat for tyveri den 25. marts i fjor, som blev den 33-årige mands sidste kød-kup. Her fik han otte flanksteaks, 10 kalvefileter og tre ball tip-steaks forbi kassen uden at betale.

Ved hvert besøg stjal han for mellem 1.100 kroner og 3.150 kroner.

I alt var manden tiltalt for at have stjålet for 18.468 kroner.

Fuld tallerken

Anklagerfuldmægtig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Julie Christiansen fortæller, at manden blev kendt skyldig for alle tyverierne.

Om han har stjålet kødet til sig selv eller med henblik på overdragelse, må stå hen i det uvisse. Den 33-årige mand mødte ikke selv op i retten, og derfor er det ikke kommet frem, hvad motivet for de mange kød-tyverier var.

Anklageren fortæller, at han blev idømt tre måneders ubetinget fængsel, mens han også er dømt til at betale erstatning til supermarkederne for de stjålne varer.

Julie Christiansen oplyser, at manden har valgt at anke dommen. Nu overvejer Statsadvokaten, om dommen skal kontraankes, fortæller anklageren.