Sejlerfamilien fra Vestsjælland og deres to gaster i sejlbåden ING blev kapret omkring 300 sømil fra spidsen af Afrikas Horn i Det Indiske Ocean.
Det har i flere år været et bandlyst område for den danske handelsflåde, selv om den følger internationale antipirat-regler og beskytter sig med pigtråd, vandkanoner og nogle gange bevæbnede vagter.
Det siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen.
- Det er et område, som den danske handelsflåde har holdt sig langt væk fra i flere år på grund af piratfare, siger Jan Fritz Hansen.
Da det danske fragtskib Danica White blev kapret i 2007, var anbefalingen, at handelsskibe skulle holde sig 200 sømil fra kysten.
- Det blev hurtigt sat op til 600 sømil fra kysten, men kort tid derefter gav det ikke længere nogen mening med disse anbefalinger, fordi piraterne også var aktive der. I de sidste tre år har handelsskibe ikke sejlet så tæt på kysten, som sejlbåden gjorde, siger Jan Fritz Hansen.
Ifølge Ekstra Bladet advarede Søværnets Operative Kommando sejlerfamilien mod at sejle ind i det farlige piratområde.
Via satellittelefon ringede faren til SOK to gange for at få en vurdering af risikoen. Og i begge tilfælde blev han frarådet at sejle ind i området med sin familie og to gaster på sejlbåden ING.
Også Natos anti-piratindsats har siden 28. januar i år på det kraftigste advaret lystyachts mod at sejle i Adenbugten og den vestlige del af Det Indiske Ocean. Advarslen blev sendt ud en lille måned, inden de danske lystsejlere den 24. februar blev kapret og taget som gidsler - netop i den vestlige del af Det Indiske Ocean.
Nato advarer om, at den praksis, som handelsskibene bruger, ikke dur til lystbåde med lav hastighed og fribord. Den hurtighed, som piraterne kan komme om bord på i en lystyacht, gør, at koalitionsstyrkerne ikke kan nå at komme den slags både til undsætning, advarer Nato.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie