Byrettens afgørelse i sagen om masseanholdelserne under klimatopmødet er en begmand - ikke kun til politiet, men også til det flertal i Folketinget, der har øget politiets adgang til administrative frihedsberøvelser.
Det siger chefjurist i den borgerlige tænketank Cepos Jacob Mchangama.
- Dommen er en klar markering af, at man ikke bare kan gribe ind i den personlige frihed, herunder ytrings- og forsamlingsfriheden, og på må og få anholde folk, der udnytter deres grundlovssikrede rettigheder, siger Jacob Mchangama.
Set fra hans synspunkt går den største begmand til lovgiverne, der har lavet den såkaldte lømmelpakke, der giver politiet adgang til administrative frihedsberøvelser "på et løst grundlag".
- Jeg synes, den største begmand går til det flertal i Folketinget, der har indført denne lov. Men det er klart, at politiet også skal hjem og tænke over, hvordan de skal håndtere demonstrationer i fremtiden, siger han.
Mchangama opfordrer Folketinget til at præcisere politiloven og gøre det klart, hvornår politiet må gå ind og bruge administrative frihedsberøvelser, hvis de overhovedet skal have adgang til det.
Politiet skal meget klarere sige til demonstranter, hvornår de risikerer at blive frihedsberøvede, påpeger han.
- Man kan ikke bare lave en knibtangsmanøvre og tage folk med. Det er det samme som at sige, at for at beskytte fredelige demonstranter anholder man fredelige demonstranter. Det giver ingen mening, siger Cepos' chefjurist.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned