Køge Arrest genåbnes for at aflaste det hårdt pressede Vestre Fængsel
Egentlig var østsjællandsk arresthus lagt i såkaldt dvale. Men nu ventes det at åbne til december.
For at løse det akutte problem med massiv overbelægning i Vestre Fængsel i København vil Kriminalforsorgen genåbne Køge Arrest.
Det ventes at ske til december og vil give 60 pladser, oplyser Kriminalforsorgen i en mail til Ritzau tirsdag.
Arresthuset i den østsjællandske by blev lagt i dvale sidste sommer. Det skyldtes problemer med bemandingen.
Men da Vestre Fængsel har langt mere end fuldt hus, må arresthuset altså i drift igen.
I Vestre Fængsel er der plads til 504 indsatte. Men forleden dag var der 554 personer, har Kriminalforsorgen oplyst i en aktindsigt til Ritzau.
Det betyder blandt andet, at der i nogle celler er anbragt to personer i stedet for én, og at besøg ikke kan gennemføres.
Folketingets Ombudsmand har modtaget flere klager over manglende muligheder for besøg og aflyste besøg.
- Det høje belæg har betydning for både medarbejdere og indsatte, og derfor er belægget et højt prioriteret fokusområde for ledelsen, hedder det i en udtalelse fra Kriminalforsorgen.
Samtidig etableres 50 nye fængselspladser i Ringe Fængsel i første kvartal næste år.
Her kan dømte afsone, og dette vil også aflaste arresthusene, fordi dømte personer hurtigere kan blive overført.
Problemet med at skaffe plads til varetægtsfængslede, som altså ikke har fået afgjort deres sag i retten, skyldes ifølge Landsforeningen af Forsvarsadvokater blandt andet, at varigheden af varetægtsfængslinger er stigende.
Danmark varetægtsfængsler betydeligt flere mistænkte end de øvrige nordiske lande. Og de frihedsberøvede sidder også i længere tid end i Sverige og Norge.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned