Kvinde får betinget fængsel for at hylde Hamas' angreb mod Israel

En 29-årig kvinde er fredag i Retten i Esbjerg idømt 40 dages betinget fængsel for at have udtrykt støtte til Hamas' angreb mod Israel 7. oktober sidste år. (Arkivfoto):. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

29-årig esbjergenser afviste at have læst opslag, før hun skrev kommentar. Hun idømmes betinget fængsel.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 29-årig kvinde fra Esbjerg er fredag idømt 40 dages betinget fængsel for at have udtrykt støtte til Hamas' angreb mod Israel 7. oktober sidste år.

Kvinden kommenterede på dagen for angrebet en artikel, som Ekstra Bladet havde lagt på Facebook under overskriften "Live: Israel angrebet af missiler".

- Bedste nyhed at stå op til, skrev kvinden i kommentarsporet.

Udsagnet var efterfulgt af fem emojis i form af palæstinensiske flag og hashtagget #danmarkstandswithpalestine.

Kvinden forklarede i retten, at hun ikke huskede at have skrevet kommentaren.

Hun sagde også, at hun ikke læste den tilhørende nyhed fra Ekstra Bladet.

- Jeg husker det ikke, men det må jo være mig, siden det kommer fra min profil, forklarede kvinden i retten.

Hun har palæstinensiske forældre, men er født og opvokset i Danmark.

Hun sympatiserer med det palæstinensiske folk, men kunne aldrig finde på at udtrykke støtte til terror, forklarede hun i retten.

- Hvis det er mig, der har skrevet det, må det være fordi, jeg gerne vil forsvare den palæstinensiske befolkning, ikke selve terrorangrebet, lød det.

Sagen er en af i alt 18 sager, der er rejst af anklagemyndigheden i kølvandet på Hamas' angreb mod Israel.

I alle sager er der rejst tiltale for brud på paragraf 136, stk. 2 i straffeloven om billigelse af en terrorhandling.

Domstolene har tidligere slået fast, at angrebet mod Israel kan karakteriseres som et terrorangreb.

Hamas, der stod bag angrebet, har siden 2022 været opført på EU's liste over terrororganisationer.

Der er indtil videre faldet dom i ti sager. I syv af sagerne er de tiltalte blevet dømt, mens tre af sagerne er endt med frifindelse.

Den 29-årige esbjergenser har nu 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes.

- Nu vil vi gennemgå dommen meget grundigt, og så vil vi overveje, om den skal ankes, siger forsvarsadvokat Camilla Nowak.

/ritzau/