Kvinde stukket med kniv ved jobcenter i Aabenraa
Politi har været massivt til stede i Aabenraa, hvor en kvinde blev stukket med kniv. Gerningsmand er anholdt.
En 52-årig kvinde er torsdag blevet stukket med kniv ved jobcenteret Kallemosen i Aabenraa.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands i en pressemeddelelse.
Kvinden er ifølge politiet ved bevidsthed og uden for livsfare.
Meldingen om, at der foregik en politiaktion ved jobcenteret kom omkring middagstid.
Her oplyste politiet på det sociale medie Twitter, at det var til stede ved jobcenteret i Aabenraa for at undersøge "et mistænkeligt forhold".
På daværende tidspunkt ville politiet ikke sige mere om omstændighederne. Ifølge flere medier har politiet været massivt til stede i området, som også har været afspærret.
Siden er det kommet frem, at der var tale om et knivstikkeri.
Ifølge pressemeddelelsen fik politiet anmeldelsen klokken 11.14, og under en time efter blev gerningsmanden anholdt i en bil. Det foregik uden dramatik, skriver politiet.
- Politiet iværksatte straks en massiv politiindsats, og klokken 12.03 blev gerningsmanden til knivstikkeriet anholdt i en bil omkring Løgumkloster, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det er ikke muligt at oplyse noget om, hvad der var årsag til knivstikkeriet. Men ifølge politiet kender kvinden og den formodede gerningsmand hinanden.
Politiet vil være synligt til stede i Aabenraa og Løgumkloster i forbindelse med den fortsatte efterforskning af hændelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned