Kvinde uden for livsfare efter knivstik - politi beder om hjælp
46-årig kvinde, der blev stukket med kniv ved Roskilde, er uden for livsfare. Politi leder efter ung kvinde.
Den 46-årige kvinde, der mandag blev udsat for et knivoverfald i Hyrdehøj nær Roskilde, er nu uden for livsfare.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag formiddag i en pressemeddelelse.
Kvinden blev mandag eftermiddag fløjet til Rigshospitalet i København i kritisk tilstand, men er altså i bedring.
Politiet leder fortsat efter den unge kvinde, man formoder står bag overfaldet, og beder om hjælp til at finde hende.
- Har man som beboer eller virksomhed i selve Hyrdehøj-området videoovervågning, så ring 114, så kommer vi og sikrer overvågningen, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard i en pressemeddelelse.
- Men vi har også brug for, at beboere og virksomheder i resten af Roskilde vest gemmer deres videoovervågning og gerne gennemser den i tidsrummet før og efter, at overfaldet skete. Ser man noget på videoen, der kan være gerningskvinden, så ring 114 og fortæl os om det.
Overfaldet skete omkring klokken 14.15 på stisystemerne syd for Tjørnegårdskolen i Hyrdehøj. Den 46-årige kunne efter overfaldet selv ringe efter hjælp.
Kvinden, der stod bag overfaldet, flygtede fra stedet. Hun beskrives som en yngre kvinde, 15-25 år, lys i huden og med langt sort hår. Hun bar en sort t-shirt med rød skrift samt sorte bukser.
Politiet oplyser, at man tirsdag vil være synligt til stede i området, hvor overfaldet skete.
- Og hvis man har oplysninger til politiet, eller i øvrigt ønsker at snakke med os om det, der er sket, så kan man også opsøge vores mobile politistation, siger Lars Krogsgaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie