Landets fængsler er fyldt til sidste celle

Der er på papiret ikke en eneste ledig celle tilbage i landets fængsler og arresthuse.

Det viser helt nye tal fra Kriminalforsorgen, der i denne uge passerede den magiske grænse på 100 procents cellebelægning på landsplan. Det tvinger nu fængslerne til at bruge motionsrum, besøgslokaler og sågar lægeklinikker for at finde plads til alle, beretter Fængselsforbundet.

- Det er katastrofalt, det her. Vi er ved at være derude, hvor man bør overveje at inddrage nedlagte kaserner og flygtningebarakker for at holde trit med strømmen af fanger, siger Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye.

Mange dømte placeres nu sammen med ikkedømte i landets 35 arresthuse, der flere steder har op mod 10 procent flere indsatte, end der er celler til.

- Justitsministeren lovede i begyndelsen af året at gøre noget ved pladsproblemerne. Nu er der gået et år, og intet er sket, lyder det fra fængselspersonalets formand.

Hos Kriminalforsorgen - der står for driften af fængslerne - klynger man nu først og fremmest håbet om forbedringer op på julen.

- Der er virkelig fulde huse, og selvom vi altid har en spidsbelastning sidst på efteråret, bliver det værre og værre år for år. Erfaringsmæssigt ved vi dog, at det aftager ved juletid, så vi kan jo håbe, det snart bliver bedre, siger vicedirektør i Kriminalforsorgen Annette Esdorf.

Hun er ikke i tvivl om, hvilke konsekvenser overbelægningen har.

- Det går ud over personalet, det går ud over resocialiseringen, og så går det selvfølgelig ud over de indsatte. Alt bliver vanskeligt, siger hun.

Et af de steder, hvor man nu må finde besynderlige alternativer til den klassiske fængselscelle, er i Vridsløselille Statsfængsel.

- I vores arrestafdeling har vi nu en belægningsprocent på 102, så vi har været nødt til at tage vores behandlingsafdeling til narkomaner i brug, siger fængselsinspektør Kim Tobberup Andersen.

Derudover stuves flere fanger nu sammen i én celle.

/ritzau/

Så er der i realiteten ikke flere ledige celler i de danske fængsler og arresthuse, oplyser Fængselsforbundet. Venterum og behandlingsafdelinger tages nu i brug.

Offentliggjort Sidst opdateret