Mand anklages for at krænke fire piger på spejderture
Retten i Glostrup behandler over tre dage en straffesag mod en mand, som anklages for blufærdighedskrænkelser og voldtægt ved anden seksuel omgang end samleje. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
En 44-årig mand er tiltalt for at krænke fire piger, imens de var på lejrture. Han nægter sig skyldig.
I alt fire piger er blevet udsat for blufærdighedskrænkelser, når de har været på spejdertur.
To af dem er desuden blevet udsat for voldtægt ved det, som i straffeloven betegnes som anden seksuel omgang end samleje.
Sådan lyder anklagen mod en 44-årig mand, som onsdag møder til det første retsmøde i sagen ved Retten i Glostrup.
Han er også tiltalt for at være i besiddelse af børneporno.
Forsvarsadvokat Henrik Høpner oplyste ved sagens start, at hans klient nægter sig skyldig i krænkelser mod pigerne.
Manden nægter sig skyldig i at have tre børnepornografiske billeder på en computer, men erkender at have haft en del på en telefon.
Den 44-årige fortæller, at han følte sig draget af billederne, men han følte også afsky.
- Lidt ligesom man kan have svært ved at kigge væk fra trafikuheld, så havde jeg det sådan, siger manden.
Han svarer gentagne gange på anklager Maiken Ahrenkiels spørgsmål, at han ikke havde lyst til at føre det ud i livet.
Ifølge politiet har manden lagt sig op ad pigerne, når de skulle sove og befølt dem. I nogle tilfælde under tøjet - i andre ikke.
Den 44-årige har ikke haft problemer med pigerne, som sagen handler om, fortæller han.
En af pigerne har han ifølge politiet ligget i ske med, men det afviser han. Han fortæller, at han har lænet sig ind i en seng og halvvejs ligget der og snakket med hende, da han skulle vække hende.
Anklageren spørger om hvorfor.
- Ja, det ved jeg heller ikke, nok for at vække hende mere skånsomt, lyder det fra tiltalte.
Men han afviser, at han tænkte, at det kunne misforstås i situationen.
Den 44-årige mand fortæller også, at han bad om behandling, da han blev afhørt af politiet i sagen, hvilket han siden har fået.
Retten valgte onsdag at nedlægge navneforbud for den tiltalte i sagen. Derfor er det strafbart at gengive oplysninger, som kan identificere ham.
Onsdag formiddag blev manden afhørt af sagens anklager. Forsvareren havde ganske få supplerende spørgsmål, da han fik mulighed for det onsdag eftermiddag.
Herefter lukkede retten dørene, da den skulle høre en af pigernes forklaring.
Sidste retsmøde i sagen er i næste uge.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned