Mand fængsles alligevel efter antiterroraktion
Politiet slog til mange steder i landet ved aktionen 11. december. Her ses politiet arbejde i Gersagerparken i Greve. (Arkivfoto) Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
En mand er i stor terrorsag blevet varetægtsfængslet til foreløbig 8. januar, oplyser politiet.
En mand, der i første omgang blev løsladt efter en stor antiterroraktion tidligere på måneden, skal alligevel varetægtsfængsles.
Det har Østre Landsret fredag besluttet, oplyser Københavns Politi på Twitter.
Manden er blevet varetægtsfængslet til 8. januar.
Så vidt vides er det tredje gang, at manden er i et retsmøde på meget kort tid. Fredag den 13. december blev han løsladt af en dommer i Dommervagten i København.
Men senere samme fredag - efter omkring ti timer på fri fod - blev han anholdt igen. Denne gang for at have overtrådt udlændingeloven og oplyst et forkert navn.
I retsmødet den efterfølgende lørdag krævede en anklager ham varetægtsfængslet, men også her valgte dommeren at løslade ham cirka klokken 15.30.
Manden er sigtet for forsøg på køb af våben i terrorsagen. Han nægter sig skyldig.
Da anklagemyndigheden ikke fik medhold i, at han skulle varetægtsfængslet, blev kendelsen kæret, og det er den, Østre Landsret fredag har behandlet.
I alt 21 mænd og kvinder blev anholdt i antiterroraktionen den 11. december og sigtet for at have overtrådt terrorbestemmelser i straffeloven.
Fem beskyldes for i flere måneder at have forsøgt at finansiere og købe pistoler, lyddæmpere og ammunition, som skulle bruges til terror.
Tre sigtes for at have forberedt fremstilling af en eller flere bomber blandt andet ved at anskaffe komponenter til fremstilling af sprængstoffet TATP.
På Fyn blev en 29-årig mand desuden anholdt og fængslet i en hemmeligholdt sag.
Det eneste, politiet har oplyst, er, at mandens sag er en udløber af den store aktion.
Det er ikke kommet nærmere frem, hvilken form for angreb der ifølge anklagemyndigheden blev planlagt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned