Mand fængslet for voldtægt af 11-årig pige i 1999
En dommer ved Retten i Nykøbing Falster har torsdag besluttet at varetægtsfængsle en 56-årig mand, der er sigtet for voldtægt og drabsforsøg begået i 1999. (Arkivfoto). Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
En 56-årig mand skal være fængslet over nytår i sag om en voldtægt, der fandt sted for over 25 år siden.
En mand, der er sigtet for at have udsat en dengang 11-årig pige for voldtægt og drabsforsøg i 1999, er blevet varetægtsfængslet.
Det skriver Folketidende, der er til stede i Retten i Nykøbing Falster, hvor dommeren torsdag formiddag har afsagt kendelsen.
Fængslingen varer foreløbigt ind til 13. januar, hvor der vil skulle tages stilling til den på ny.
Den i dag 56-årige mand blev anholdt onsdag formiddag, efter at nye muligheder i DNA-teknologien har ført efterforskningen i retning af ham.
Dommeren har ifølge Folketidende fundet, at der er en begrundet mistanke mod manden.
Retten lægger blandt andet vægt på DNA-beviser to steder på offerets tøj.
Derudover er der ifølge lokalmediet også lagt vægt på fantomtegninger, der blev lavet efter hændelsen, og fotografier af den sigtede fra dengang.
Den 56-årige har valgt at acceptere varetægtsfængslingen.
Forbrydelsen skete i en lille skov nær stranden i Bøtø på Falster 4. august 1999.
Den dengang 11-årige pige blev ifølge sigtelsen truet med en pistollignende genstand og trukket op mod en skov.
Der tvang manden ifølge sigtelsen pigen ned i skovbunden og gennemførte en voldtægt.
Efterfølgende skal han havde taget en hånd om pigens hals og klemt hårdt, så hun mistede bevidstheden.
Manden nægter sig skyldig.
Forbrydelsen er 25 år gammel, og det er nye muligheder i DNA-teknologien, der har ført politiet på sporet af den sigtede.
I 1999 blev der nemlig fundet DNA-materiale på offeret, men det gav ikke et hit.
En ny analyse baseret på slægtskabssøgning har påvist, at DNA-materialet kan stamme fra en nær slægtning til en person, hvis DNA er i politiets register.
Det førte politiet til den 56-årige, der blev anholdt onsdag formiddag.
Hans DNA blev efterfølgende analyseret og sammenholdt med den øvrige efterforskning betød det, at han kunne fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 09.30.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned