Mand går bersærkergang i Horsens

En 31-årig mand fra Horsens gik bersærkergang torsdag aften og nåede at overtræde massevis af paragraffer i straffeloven, inden politiet omsider fik standset ham. Det oplyser vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.

Omkring klokken 19.30 truede han en tilfældig mand på Svanes Plads i Horsens. Gerningsmanden ville have penge, men offeret sagde, at "han kunne rende ham".

- Så tog gerningsmanden et koben og slog ham i nakken, fortæller vagtchefen.

Voldsmanden fortsatte resolut over på en parkeringsplads og truede en bilist med en pistol. Bilisten afleverede nøglerne til sin firehjulstrækker, og så forsvandt den 31-årige i retning af Vejle.

Undervejs kørte han dog i grøften, men var så heldig at få hjælp af en anden bilist i en Volkswagen Passat. Takken kom prompte. Den venlige bilist blev frarøvet sin Passat, og manden fortsatte sin aggressive kørsel af Horsensvej mod Vejle.

Manden påkørte autoværnet flere gange og kørte over for rødt syv-otte gange inde i centrum af Vejle, før politiet nåede frem. Biljagten fortsatte på Vardevej, hvor den 31-årige kørte galt igen.

- Da betjentene kontakter manden, bliver de truet på livet. Han viser sin pistol, så situationen er meget anspændt, forklarer vagtchefen.

Betjentene får dog overmandet den rasende mand uden at løsne skud, og pistolen viser sig at være en attrap. Den 31-årige skal fredag fremstilles i et grundlovsforhør, og sigtelserne er talrige.

/ritzau/

En 31-årig mand slog med koben, røvede biler, kørte hasarderet og truede betjente på livet i Horsens. Han er nu anholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret