Mand med falske eurosedler huserer i København
Flere forretninger i København har modtaget 500-eurosedler, som har vist sig at være falske.
En midaldrende mand med briller og sixpence har gentagne gange i de seneste dage snydt forretninger i København ved at betale med falske penge.
Københavns Politi beder nu offentligheden om hjælp i sagen i håbet om at få oplysninger, der kan føre til pågribelse af manden.
- Han har været i fem-syv forskellige butikker, hvor han har betalt med 500-eurosedler og fået penge tilbage, fortæller vicepolitiinspektør Tommy Keil fra Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet.
Det er blandt andet 7-eleven-kiosker og Matas-butikker, som har været ofre for manden. Ifølge Tommy Keil skal der være tale om falske penge af en rimelig kvalitet.
- Så man skal være særligt opmærksom, når man står ude i forretningerne og modtager de her store sedler, siger vicepolitiinspektøren.
På baggrund af efterforskningen af sagen har politiet udarbejdet et signalement af gerningsmanden. Han beskrives som en cirka 60-årig mand, kraftig af bygning, brunt kort hår, der har været iført et gråt jakkesæt, sixpence og briller.
Ifølge Tommy Keil er mandens fremgangsmåde en smule utraditionel, selv om det langtfra er første gang, at svindlere betaler med falske penge i forretninger.
- Det er en smule overraskende, at han har gjort det så forholdsvis mange steder, inden han er rykket videre til en anden by. Jeg vil gætte på, at han ikke er her fra byen, og vi skulle jo gerne have fat på ham, mens han stadig er her, siger Tommy Keil.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie