Mand skudt af politiet i Nordjylland

En mand blev ramt i hovedet, da han sent mandag aften blev skudt af en betjent et sted i Nordjylland.

- Betjentene var rykket ud til nogle husspektakler, der udviklede sig, og det endte med, at manden blev skudt, siger vicepolitiinspektør Torben Jensen fra Nordjyllands Politi.

Manden blev ramt i hovedet af politiets skud. Vicepolitiinspektøren kender ikke hans tilstand, men han skulle være i live.

En repræsentant for statsadvokaten, der undersøger alle sager, hvor politiet bruger skydevåben, er på vej til politigården i Aalborg. Derfor ønsker Torben Jensen ikke at oplyse yderligere om episoden.

Han ønsker heller ikke at oplyse, hvor den fandt sted, kun at det var nordenfjords.

/ritzau/

En mand blev sent mandag aften skudt i hovedet af en betjent i Nordjylland. Hans tilstand er ukendt, men han skulle være i live.

Offentliggjort Sidst opdateret