Fængselsforbundet i Danmark kalder hele forløbet op til Danni Meislers flugt fra sin afsoning i Vridsløselille Statsfængsel for "klodset" håndteret af fængslet.
Det sker efter, at fængslet har erkendt, at man allerede torsdag angiveligt fortalte Meisler - en af landets mest berygtede drabsmænd - at han skulle en tur til Glostrup Hospital til en ambulant røntgenundersøgelse.
- Det virker utroligt klodset og mildest talt ikke særlig velovervejet. Den type fanger er altså i stand til at arrangere noget, man normalt kun kender fra amerikanske film, og det er på tide, at Kriminalforsorgen begynder at tage højde for det, siger Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye.
Ifølge fængselsinspektør i Vridsløselille Kim Tobberup Andersen er det fast procedure at informere de indsatte om ture dagen i forvejen.
- De fleste steder er man altså begyndt at tage højde for den slags. Flere steder fortæller man ikke de indsatte, hvad de skal før 10 minutter før, der er afgang, netop for at forhindre mulighederne for at planlægge noget, siger Kim Østerbye.
Den ene dags forspring, som Meisler altså efter alt at dømme fik til at lægge brikkerne til sin befrielse, var mere end rigeligt.
Da Meisler og hans to "overfrakker" fra statsfængslet ankom til hospitalet, slog en ventende og bevæbnet bande til. De truede fængselsbetjentene til at udlevere Meisler, og herefter gik det over stok og sten i en lilla VW Golf.
I 2006 henrettede Meisler en mand på Voldes Bodega med et pistolskud i underlivet. Han stak imidlertid af under sin varetægtsfængsel, og det lykkedes ham at holde sig skjult for myndighederne i adskillige måneder.
Det var faktisk det rene og skære tilfælde, at han overhovedet dukkede op igen på politiets radar. Det skete, da han var passager i en bil, som betjente fra Københavns Politi gennemhullede med pistolskud på Rådvadsvej i Københavns nordvestkvarter.
Skuddene var rettet mod bilens chauffør, der blev ramt af 21 skud, men Danni Meisler slap uskadt.
Undervejs i sin afsoning har han siddet i landets mest sikrede fængsel, Politigårdens Fængsel, hvor de mest uregerlige indsatte placeres.
Anklagemyndigheden forsøgte i sin tid at få Meisler forvaringsdømt, fordi han - ifølge mentalerklæringen - lider af panikangst og er optaget af hævn.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned