Mistænkt fængslet for voldtægtsforsøg på Ishøj Strand

Tirsdag anholdt politiet en 38-årig mand, som formodes at have forsøgt at voldtage en kvinde 1. april.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om aftenen 1. april blev en kvinde forsøgt voldtaget på Ishøj Strand, og siden har politiet forsøgt at finde gerningsmanden.

Tirsdag, næsten to måneder efter, kunne politiet anholde en 38-årig mand, som ifølge politiet står bag voldtægtsforsøget.

Det oplyser politiet onsdag i en pressemeddelelse.

Politiet fortæller desuden, at manden i et grundlovsforhør onsdag er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det er sket for lukkede døre, hvorfor der ikke er mange oplysninger om sagen.

Det oplyses dog, at voldtægtsforsøget skal være sket på Ishøj Strand nær Skovvej nummer 100 1. april klokken 20.20.

Anklager Peter Rask oplyser, at manden nægtede sig skyldig ved grundlovsforhøret, men den sigtede har ikke kæret kendelsen om fængslingen til landsretten.

Peter Rask uddyber, at manden ved voldtægtsforsøget skal have udøvet vold mod kvinden.

- Han tager halsgreb, vælter hende omkuld og presser hendes ansigt ned i sandet, siger anklageren til Ritzau.

I sagen har politiet tidligere bedt offentligheden om hjælp, og det takker politiet nu for.

- Som led i efterforskningen har vi tidligere udsendt en opfordring om, at borgere, der måtte have gjort relevante iagttagelser, rettede henvendelse til os.

- På den baggrund har vi fået en række henvendelser fra borgere i området, og det takker vi for, udtaler vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.