Mistænkt røver kørte i armene på politiet

En formodet bankrøver nåede ikke ret langt væk fra gerningsstedet, før han rendte på ordensmagten.

Kun 20 minutter efter et røveri mod Nordea i Hvalsø vest for Roskilde lykkedes det for en hundepatrulje at stoppe den bil, som politiet formoder, at røveren stak af i.

Det var ved halv to-tiden torsdag eftermiddag, at en mand bevæbnet med en kniv gik ind i banken og selv tog penge fra kassen.

Et vidne så, at han stak af i en rød Suzuki, og det var så den, som politipatruljen bemærkede kort efter, da den kom kørende syd for Hvalsø.

Den anholdte er en 33-årig mand fra lokalområdet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

/ritzau/

Politiet mener, at de nu har fat i den mand, der med en kniv begik røveri mod en Nordea ved Roskilde.

Offentliggjort Sidst opdateret