Mistede store mængder blod

Til sent torsdag aften arbejde politi på gerningststedet. Foto: Anders Knudsen

Offeret ved et knivstikkeri blev alvorlig såret i maveregion.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter et overfald med en køkkenkniv i en bolig på Maribovej i Sakskøbing torsdag blev 40-årig mand fredag varetægtsfængslet af en dommer i retten i Nykøbing.

Offeret er en 56-årig mand, der fredag morgen stadig blev meldt i kritisk tilstand, blev ifølge sigtelsen stukket to gange i maven med en køkkenkniv. Det resulterede ifølge sigtelsen i, at han mistede 2,95 liter blod og efterfølgende fik fjernet 20 centimeter tyndtarm ved en operation.

Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet torsdag klokken 14.36. Da betjentene nåede frem, befandt både den 40-årige og den 56-årige sig i rækkehuset på Maribovej.

Drabsforsøget var et resultat af et opgør mellem de to personer, som begyndte i huset om eftermiddagen, og tumulten fortsatte ud i det fri, oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Offer og gerningsmand kendte hinanden i forvejen og havde tilsyneladende nogle personliger uoverensstemmelser, siger Søren Ravn-Nielsen, som ikke ønsker ikke at uddybe årsagen nærmere.

Den 40-årige mand blev efter anholdelsen kørt til behandling på sygehuset, hvor han blev behandlet for lettere skader.

Vicepolitiinspektøren ønsker ikke fredag at fortælle nærmere om skaderne.

- Vi efterforsker stadig og mangler at afhøre både parterne og vidner i sagen, siger han.

Det var et vidne, som hørte larmen fra lejligheden, som slog alarm.

Den 40-årige nægtede sig i fredagens grundlovsforhør skyldig i sigtelsen. Han blev varetægtsfængslet indtil 4. januar.