Mobil politistation flytter ind i Mjølnerparken efter drab
Københavns Politi øger tilstedeværelsen i de områder, der er hårdest ramt af den verserende bandekonflikt.
Som en reaktion på de seneste drab i det københavnske bandemiljø indsætter Københavns Politi nu en mobil politistation i området ved Mjølnerparken.
Den vil være at finde ved bebyggelsen på Ydre Nørrebro hver dag fra klokken 11 og frem til midnat.
Samtidig øger politiet den generelle tilstedeværelse i tre områder. Det drejer sig om Indre Nørrebro, Mjølnerparken og Tingbjerg.
Det oplyser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov, efter at han fredag eftermiddag har mødtes med den lokale beboerformand i Mjølnerparken.
- Det, der er målet med det her, er at gøre det mere trygt for borgerne og beboerne i og omkring Mjølnerparken, Indre Nørrebro og Tingbjerg, siger Jørgen Bergen Skov.
Han mener ikke, at den øgede tilstedeværelse i sig selv vil stoppe skyderierne. Men forhåbentlig vil tiltaget øge beboernes følelse af tryghed.
- Så længe bandekonflikten står på, som den nu har gjort i nogle måneder, så håber vi, at vores massive tilstedeværelse i de timer, hvor folk normalt er vågne, er med til at få foreningslivet til at blomstre, siger chefpolitiinspektøren.
Han ønsker ikke at røbe antallet af betjente, der i den kommende tid vil frekventere de plagede områder.
- Men der vil være en markant forandring i forhold til, hvad der har været før, siger Bergen Skov.
Så sent som torsdag eftermiddag blev en 22-årig mand dræbt, da maskerede mænd på knallert affyrede skud mod en parkeret bil ved Mjølnerparken.
Skuddrabet var det tredje i hovedstaden på mindre end to uger, som politiet forbinder med bandekonflikten i København.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned