En 46-årig kvinde i Svendborg tog livet af sin datter og begik bagefter selvmord.
Resultatet af en obduktion torsdag viser, at kvinden døde af kulilteforgiftning fra en havegrill, som hun selv havde tændt for at tage livet af datteren og sig selv.
Forinden havde hun lagt en pude over datterens ansigt, så den syvårige pige døde af en kombination af kvælning og kulilteforgiftning, oplyser Fyns Politi.
Havegrillen var sat op i soveværelset i lejligheden på Graaesvej i Svendborg, hvor kvinden boede med sin datter, og hvor de to blev fundet døde onsdag eftermiddag.
Motivet til kvindens desperate handling skal formentlig findes i uenighed omkring forældremyndigheden over datteren, oplyser vicepolitikommissær Jack Liedecke, Fyns Politi.
Den 46-årige kvinde, der var studerende, boede alene med datteren i lejligheden, som de kun havde boet i i lige godt en måned.
Det var kvindens tidligere samlever, pigens far, der onsdag eftermiddag slog alarm til politiet, fordi han var urolig over ikke at kunne komme i kontakt med familien.
Da politiet skaffede sig adgang til lejligheden med hjælp fra en låsesmed, fandt betjentene mor og datter liggende døde i soveværelset.
Her fandt de også en mindre havegrill, som var brændt ud og havde udviklet kulilte.
Politiets afhøringer tegner sammen med de tekniske og retsmedicinske undersøgelser et billede af, at det er kvinden, der har tændt grillen med henblik på at dræbe datteren og begå selvmord.
En familietragedie, hvor en mor dræber sit barn, sker sjældent herhjemme. Det er oftest familiefædre, der dræber familien i desperation.
Det seneste tilfælde, hvor en mor dræbte sine børn, var i november 2007, da to drenge på fire og 10 år blev kvalt af deres mor i Frederikshavn.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned