Mor og kæreste anholdt efter drengs død

En mor og hendes kæreste er anholdt i Øster Højst ved Løgumkloster, hvor en 15 måneder gammel dreng er afgået ved døden. Den anholdte kvinde er drengens biologiske mor.

- Vi er stadig i den indledende fase af efterforskningen, og gerningsstedsundersøgelsen er i gang. Der vil blive foretaget obduktion i løbet af aftenen, siger efterforskningsleder Hans Roost fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Sagen behandles som et mistænkeligt dødsfald. Det vil sige, at politiet på nuværende tidspunkt ikke har overblik over, om der ligger en forbrydelse bag.

- De anholdte er ved at blive sigtet nu. Men sigtelsen kan ændre sig i løbet af dagen, efterhånden som gerningsstedsundersøgelsen skrider frem, så jeg vil ikke sige mere om det på nuværende tidspunkt, siger Hans Roost.

Det var barnets mor, der anmeldte dødsfaldet. Hun ringede 112, og da politiet nåede frem, fik man mistanke om, at der måske ikke var tale om et naturligt dødsfald.

- Vi fik hurtigt en fornemmelse af, at der var noget galt, fortæller Hans Roost.

Både barnets biologiske mor og hendes kæreste var til stede i den lejlighed, hvor politiet mandag formiddag skred til anholdelse.

Det er før set, at forældre er blevet anholdt i forbindelse med små børns død. Et af de fænomener, der går igen, er såkaldt ruskevold, hvor forældrene har rusket et barn så hårdt, at det har ført til dødelige kvæstelser i hjernen.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil formentlig først kunne sige mere om sagen i løbet af mandag aften.

/ritzau/

Mor og kæreste er anholdt ved Løgumkloster efter mistænkeligt dødsfald af 15 måneder gammel dreng.

Offentliggjort Sidst opdateret