Naboerne til den 70-årige Flemming Håkonssøn, der torsdag blev fundet dræbt i sit hjem i Rykkerup i Østlolland, kommer ikke umiddelbart til at savne den dræbte mand. Sådan lyder reaktionerne enstemmigt fra de naboer, som Folketidende har talt med.
- Man ønsker selvfølgelig ikke, at nogen skal dø, men den døde mand vil næppe blive savnet, siger en beboer på Rykkerupvej, der ønsker at være anonym, fordi han ikke vil sættes i forbindelse med drabet.
Den dræbte Flemming Håkonssøn var ikke populær i lokalområdet, da han ikke kunne med sine naboer. Han var kendt for ofte at ”brokke” sig over forskellige emner.
- Man går rundt med en underlig følelse og tænker ”Hvorfor skulle han slås ihjel?”. Men der er nok ikke nogen, der kommer til at savne ham, lyder det fra en anden beboer på Rykkerupvej, der ligeledes ønsker at være anonym, fordi ”emnet er for ømtåleligt”.
Samtidig er der en vis lettelse at spore over, at politiet har anholdt en 52-årig mand fra lokalområdet for drabet. Han blev anholdt og fredag aften fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved med krav om fængsling. Han nægtede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet i fire uger.
- Jeg er meget lettet, for det er ubehageligt at have sådan en mand gående frit her omkring, siger en tredje beboer.
Men en anden beboer på Rykkerupvej er knap så lettet. For det er endnu ikke 100% sikkert, om der er tale om den rigtige gerningsmand.
- Jeg er lettet, hvis politiet har anholdt den rigtige mand, siger denne beboer, der ligesom de andre ikke vil stå frem med navn af frygt for repressalier.
Snakken om drabet har fyldt meget og har været et stort samtaleemne på Rykkerupvej. Den stilfærdige landsby er ikke vant til den slags uhyggelige sager.
- Det er væmmeligt at sådan noget kan ske i vores lille samfund.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned