Nabokrig om træer udløser kæmpe bøde

Ganske vist stod de fire birketræer på hans egen grund, da et firma efter hans ordre tændte motorsaven.

Men cirka otte navrtræer voksede på naboens ejendom, og nu er han i Østre Landsret blevet dømt til at betale 40.000 kroner i erstatning.

Også regningen på godt 87.000 kroner til en landinspektør, som skulle finde ud af, hvor skellet lå, hænger han på.

Den tabende part i retssagen ville gerne anlægge et bed med hortensia ved sin carport, så han have noget pænt at kigge på, når han kom kørende.

Derfor lod han i 2007 et firma rydde op ved carporten og herunder fjerne de generende træer. Forinden fik han ikke talt med naboen - og det var en afgørende fejl.

Reaktionen var nemlig bestyrtelse, opringning til en advokat og derefter politiet.

Striden er siden vokset til en retssag, som først har været behandlet af Retten i Lyngby og nu af landsretten.

Forholdet mellem naboerne er ikke blevet mere hjerteligt, selv om der efterhånden er vokset nye selvsåede træer frem. De måler cirka syv meter.

Manden, der ønskede sig et hortensiabed, har fortalt dommerne, at de to mænd ikke kan tale sammen.

Modparten råber og skriger ad ham. Derfor har det ikke været muligt at lave en aftale om trimning af træerne, har han forklaret.

Den krænkede part krævede en halv million kroner, men landsretten er nede på et helt andet niveau, som rimer med en udtalelse fra den skønsmand, der var været i sving på grund af opgøret.

Selv om naturen går sin gang, og træerne vokser for hvert år, bliver det aldrig det samme. I skønhedsværdi vil de nye træer ikke fuldt ud kunne erstatte de fældede træer, noterer dommerne.

Men trods den samlede regning på langt mere end 100.000 kroner til træfælderen, får også den anden part et mindre smæk. Han dømmes nemlig til at betale modparten 30.000 kroner til dækning af delvise sagsomkostninger.

/ritzau/

Det er blevet dyrt for en sommerhusejer i Dronningmølle, at han ikke spurgte naboen, før han fældede en stribe træer.

Offentliggjort Sidst opdateret