Nye fund i terrorsag udvider grundlag for at fængsle 15-årig
En 15-årig dreng er varetægtsfængslet yderligere fire uger på sigtelser om hvervning til terrororganisation.
En 15-årig dreng har tirsdag fået forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger. Han er sigtet og varetægtsfængslet på en mistanke om at have tilsluttet sig terrorgruppen Feuerkrieg Division.
Det fortæller anklager Rune Rydik.
Ved retsmødet i Retten i Holbæk tirsdag er fængslingsgrundlaget blevet udvidet. Dommeren mener nu også, at der er risiko for, at han vil gentage sine kriminelle handlinger, hvis han løslades.
Før tirsdagens retsmøde var han kun varetægtsfængslet på en risiko for, at han ville påvirke sagen. Den 15-årige har kæret forlængelsen til landsretten.
Det er ifølge Rune Rydik fund i forbindelse med efterforskningen, der har ført til det udvidede fængslingsgrundlag. Han vil dog ikke sige, hvad det er for fund, fordi efterforskningen stadig er i gang.
Den 7. april i år blev den 15-årige dreng og en dreng på 16 år anholdt og sigtet for at lade sig hverve til den højreekstremistiske terrorgruppe. Begge blev fremstillet i grundlovsforhør senere samme dag.
Men mens den 15-årige blev fængslet, blev den 16-årige løsladt.
I retsbogen fra grundlovsforhøret fremgår det, at den 15-årige er sigtet for at have sendt et ansøgningsskema til terrorgruppen. I ansøgningen skrev han, at han har våbentræning, kendskab til sprængstoffer, og at han er bekendt med gruppens ideologi.
Ud over selv at tilslutte sig gruppen er han også sigtet for at hverve den 16-årige til gruppen. Desuden skulle han have delt bombemanualer og ekstremistisk indhold til flere personer og i gruppe på beskedtjenesten Telegram.
Anklager Rune Rydik har tidligere udtalt, at den 15-årige blev hvervet til organisationen tilbage i december sidste år. Det skal være sket via den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Ifølge anklagemyndigheden er Feuerkrieg Division en nynazistisk og højreekstrem gruppe.
På grund af drengens unge alder er han fængslet i surrogat på en institution.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned