Nyt omfattende sporarbejde sender passagerer i togbusser
En ekstern revision skal sikre, at sporarbejdet på Køge Bugt-banen ikke bliver forsinket som på Fyn i foråret.
Fra 4. juli til 19. juli kører der ingen S-tog mellem Køge Station og Åmarken Station i Hvidovre ved København. Og i perioden 20. juli til 28. august indstilles S-togtrafikken mellem Køge og Hundige.
Banedanmark er i gang med et stort sporarbejde på strækningen og må derfor stoppe togtrafikken på dele af linje A og E i flere uger.
Til gengæld bliver der indsat togbusser.
Det skriver Banedanmark på sin hjemmeside.
Arbejdet på Køge Bugt-banen omfatter tre projekter: Fornyelse af spor mellem Hundige og Køge, udskiftning af kørestrømsanlæg fra Dybbølsbro til Køge og renovering af 24 broer på hele strækningen.
- Det er et stort og komplekst fornyelsesprojekt, vi skal i gang med, siger Tom Møller, projektchef i Banedanmark, i en skriftlig kommentar.
- Vi ved, at det er til gene at lukke strækningen for togtrafik for de daglige brugere af Køge Bugt-banen samt naboer til banen, men spor og sporkasse på strækningen er efterhånden så slidt, at det skal udskiftes, siger han.
Blandt andet er køreledningerne sårbare over for vind, fordi afstanden mellem masterne på 70 meter gør det muligt for blæsten at sætte ledningerne i svingninger. Det forstyrrer togdriften. Derfor bliver der opsat nye master, der står tættere.
- Når fornyelsen er afsluttet med udgangen af august, vil gevinsterne være mere stabil drift og færre forsinkelser på strækningen til gavn for passagererne, siger Tom Møller.
Det skabte frustrationer blandt togpassagererne, da et omfattende sporarbejde mellem Odense og Nyborg i Kristi himmelfart og pinsen trak ud.
På grund af problemerne på Østfyn har Banedanmark haft en ekstern revision på projektet syd for København for at sikre, at sporarbejdet bliver lavet til den aftalte tid.
Når S-togstrækningen genåbner for trafik, bliver der arbejdet på kørestrømsanlægget om natten, så det ikke påvirker den daglige togdrift.
Det forberedende sporarbejde er faktisk allerede begyndt. Det blev sat i gang ved Hundige Station 8. juni.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned