Ofre blev snydt for penge og smykker af falsk politimand
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i samarbejde med andre sjællandske politikredse anholdt en 29-årig mand, som mistænkes for flere tilfælde af bedrageri. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 29-årig mand menes at stå bag flere bedragerier, hvor gerningsmanden udgav sig for at være fra politiet.
Ved at udgive sig for at være fra politiet lykkedes det en svindler at bedrage flere ofre for over 200.000 kroner.
I sagen har politiet anholdt en 29-årig sydsjællandsk mand, som sigtes for bedrageri og databedrageri. Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Torsdag middag blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing. Retsmødet endte med en varetægtsfængsling i knap fire uger til manden.
Fængslingen udløber 20. maj. Det skriver politikredsen torsdag eftermiddag på den sociale platform X. Det fremgår ikke, hvordan han forholdt sig til sigtelsen, eller om han har kæret kendelsen om fængsling til landsretten.
Retsmødet er foregået for lukkede døre, hvilket betyder, at politiets efterforskning og mandens eventuelle forklaring i grundlovsforhøret holdes skjult.
Den 29-årige mand blev anholdt onsdag klokken 12.14 på en adresse i Københavnsområdet.
Han er mistænkt for i perioden fra den 28. marts til den 10. april at have franarret de forurettedes hævekort, hvorefter kortene blev brugt til at hæve kontanter til en værdi af over 200.000 kroner.
Desuden blev ofrene franarret en betydelig mængde smykker, lyder det.
Ifølge politiet foregav den sigtede at ville bringe smykkerne i sikkerhed. Han skal også have udgivet sig for at være fra politiet.
Det kan ifølge anklagemyndigheden ikke udelukkes, at der er medgerningsmænd på fri fod.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned