OVERBLIK: Gravid kvinde blev stukket 11 gange med kniv
En 28-årig drabssigtet er torsdag blevet tvunget til at gennemgå mentalundersøgelse i sag om drab på gravid.
En novemberaften i 2016 var den 32-årige gravide kvinde Louise Borglit ude for at lufte sin søsters hund i Elverparken i Herlev. Men hun kom aldrig hjem igen.
Ifølge drabssigtelsen mod en nu 28-årig mand blev hun stukket 11 gange med en kniv. Hun blev ramt i brystet, ryggen, ved skuldrene og i en balle.
Det tog politiet fem år at rejse sigtelsen mod manden.
Under et retsmøde torsdag har Retten i Glostrup besluttet, at han skal mentalundersøges som led i efterforskningen.
Få et overblik over sagen her:
* 4. november 2016.
Louise Borglit bliver fundet dræbt med adskillige knivstik i Elverparken i Herlev fredag aften 4. november 2016. Hun er højgravid på gerningstidspunktet, og politiet beskriver drabet som "bestialsk".
* 5. november 2016.
Politiet oplyser, at man leder efter en mørkklædt mand, der bliver set løbe væk fra parken omkring gerningstidspunktet.
* 6. november 2016.
Det bliver hurtigt klart, at politiet mangler et endeligt gennembrud i sagen. Derfor efterforsker man fortsat bredt, og det bedste spor er stadig, at en mørkklædt mand blev set løbe fra parken.
Man har blandt andet besvær med at finde et gerningsvåben. Derfor gennemsøges skrald, kloakker og en sø i Elverparken. Det sker med hjælp fra forsvarets specialiserede eftersøgningskompagni.
* 3. februar 2017.
Politiet prøver at få et gennembrud i sagen ved at udlove en dusør på 84.000 kroner. I november samme år frigiver man overvågningsbilleder fra parken for første gang, i håb om at nogle vil kunne genkende gerningsmanden.
* 6. maj 2022.
Politiet giver løbende udtryk for, at det tror på en opklaring i sagen. 6. maj 2022 kan man så oplyse, at en 28-årig mand er blevet sigtet i drabssagen.
Den 28-årige har tilsyneladende været efterforsket i længere tid, og han har også indledningsvist været på politiets radar kort efter drabet i 2016, men man formår altså ikke at koble manden til sagen.
Under et retsmøde 6. maj kommer det frem, at en politiagent med dæknavnet "Frank" lod sig indsætte i Enner Mark Fængsel med den nu sigtede mand.
Den 28-årige sad indespærret for et drabsforsøg begået mod en kæreste.
Politiagenten og den sigtede bliver efterhånden fortrolige, og den sigtede kommer med flere detaljer om drabet i Herlev.
30. marts i år indrømmer den sigtede ifølge anklagemyndigheden drabet på Louise Borglit og fortæller, hvordan han kom af med det gerningsvåben, der aldrig er blevet fundet.
* 30. juni 2022.
Den 28-årige har afvist at gå frivilligt med til at blive mentalundersøgt. Men torsdag beslutter Retten i Glostrup, at han skal mentalundersøges under indlæggelse.
Han har ikke villet lade sig afhøre af politiet.
Politiet har i sagen beslaglagt udklippede artikler fra Billed-Bladet, der handler om drabssagen fra Elverparken. Avisudklippene skulle tilhøre den 28-årige.
Kilde: Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen