Overgreb mod kæreste udløser tidsubestemt indespærring
Vestre Landsret har stadfæstet forvaringsdom til 33-årig mand for overgreb mod sin daværende kæreste.
Over en længere periode udsatte 33-årige Mathias Pedersen sin daværende kæreste for vold og seksuelle overgreb. Kvinden blev frihedsberøvet og tvunget til at udføre forskellige ydmygende handlinger.
Vestre Landsret har nu stadfæstet en dom, som betyder, at Mathias Pedersen skal være indespærret i et fængsel på ubestemt tid. Samme resultat nåede Retten i Herning frem til i november.
Overgrebene skete på adresser i blandt andet Skjern, Hjørring og Skarrild - hovedsageligt i sommeren 2022.
Mathias Pedersen er idømt forvaring. Det er en såkaldt foranstaltningsdom, som gives til personer, der anses for at være så farlige, at en almindelig tidsbestemt straf ikke vil skærme samfundet tilstrækkeligt mod dem, når de måtte blive løsladt.
Med en dom til forvaring har myndighederne mulighed for at holde den dømte indespærret i et fængsel, indtil det vurderes at være sikkert at slippe vedkommende fri.
Efter Retten i Hernings dom i november valgte Mathias Pedersen at anke dommen til Vestre Landsret, og her blev der onsdag afsagt dom.
Ligesom i byretten lagde landsretten vægt på Retslægerådets udtalelse om, at Mathias Pedersen "udgør en væsentlig og nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed", skriver landsretten i et resumé af dommen.
Mathias Pedersen er polsk statsborger og blev ud over forvaring idømt udvisning og tildelt et livslangt indrejseforbud. I forbindelse med byretssagen blev det oplyst, at Pedersen levede de første fem år af sit liv i Polen.
Vestre Landsret har dømt Mathias Pedersen til at betale en godtgørelse på 300.000 kroner i såkaldt tort til sit offer.
Godtgørelse for tort dækker den ikke-økonomiske skade, som en person anses at lide på sin ære og integritet for eksempel i sager om seksuelle overgreb eller andre krænkelser.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned