Ingen pædagoger har gjort sig skyldig i strafbare forsømmelser i forbindelse med, at en treårig dreng i marts døde af kvælning på et legeområde ved Naturbørnehaven Bakkelygaard i Vemmelev mellem Slagelse og Korsør.
Det har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi meddelt forældrene, skriver dagbladet Sjællandske.
- Vi har meddelt forældrene, at der ikke er noget strafferetsligt i sagen, siger politikredsens politiadvokat Michael Boelsen.
Drengen blev fundet hængende livløs i sin elefanthue fra en gren ved en kvashytte. Hans liv stod ikke til at redde.
- Nu har forældrene mulighed for at klage til statsadvokaten over vores afgørelse. Det skal de gøre inden for fire uger, forklarer politiadvokaten og uddyber.
- Hvis de klager, så har statsadvokaten to muligheder. De kan sige til os, at vi har truffet en forkert afgørelse, og at der måske skal foretages yderligere efterforskning, ellers kan de sige til os, at det er den rigtige afgørelse, vi har truffet, skriver Sjællandske.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har udelukkende kigget på personerne omkring ulykken, mens selve kvashytten, der efterfølgende er blevet fjernet, ikke er en del af afgørelsen.
- Det, vi har kigget på, er, om der kunne gøres et strafferetsligt ansvar gældende overfor enkelte medarbejdere i børnehaven, fastslår Michael Boelsen overfor avisen.
Og konklusionen er, at det ikke er tilfældet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned