To passagerfly - et fra SAS og et fra Cimber - var den 26. november få meter fra at kollidere på en startbane i Københavns Lufthavn i Kastrup.
Det viser en foreløbig rapport om hændelsesforløbet fra Havarikommissionen, og ifølge rapporten var et slukket stoplys hovedårsag til den dramatiske episode.
Stoplyset skulle have bremset SAS-flyet, der var i færd med at krydse startbane 04L, netop som Cimber-flyet var i færd med at lette.
Men stoplyset forblev slukket i aftenmørket, og derfor fortsatte det krydsende passagerfly ud mod startbanen.
Til alt held opdagede piloten på SAS-flyet i sidste øjeblik det lettende Cimber-fly, der kommer drønende ad startbanen fra højre. Og kun med en kraftig opbremsning blev katastrofen afværget.
Der var kun få meter mellem passagerflyene, fremgår det af rapporten fra Havarikommissionen.
Statens Luftfartsvæsen har nu krævet, at Københavns Lufthavn vender sine sikkerhedsprocedurer omkring stoplysene på hovedet.
Indtil episoden på startbane 04L den 26. november blev stoplysene kun aktiveret, når et fly var på vej i gal retning. Nu har luftfartsvæsnet bedt Københavns Lufthavn om altid at have lysene tændt på alle tilkørselsveje til startbanerne, med mindre der er fri passage - altså det stik modsatte af den hidtidige procedure.
- Det er et usædvanligt skridt, og det er ikke noget, man kender fra andre steder. Lufthavnen har allerede indført proceduren, og den evaluerer vi så til foråret, siger kommunikationschef i Statens Luftfartsvæsen Thorbjørn Ancker.
I første omgang havde piloterne på SAS-flyet drejet af et forkert sted på banerne i det kraftige snevejr. Derfor endte flyet på en forkert tilkørselsbane og stoplyset blev derfor ikke aktiveret, oplyser Thorbjørn Ancker.
Det vides ikke, hvor mange passagerer der var om bord på flyene, men ifølge luftfartsvæsnet var der plads til mellem 50 og 60 personer på hver fly.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned