PET får kritik efter ulovlig agentaktion
Politiets Efterretningstjeneste bør holde sig på måtten og ikke deltage i internationale efterforskninger, hvor der bruges metoder, som er ulovlige i Danmark.
Det fastslår professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, efter en opsigtsvækkende dom i Københavns Byret.
En leverance af militære våben i Rødovre kom i stand, fordi en civil agent fra en amerikansk politienhed forinden havde overtalt og presset en mistænkt svensker til at fremskaffe de to våben, har byretten fastslået.
I Rødovre stod en PET-agent til sidst klar til at tage imod en panserværnsraket og en fuldautomatisk riffel.
At leverancen skulle ske i Danmark skyldtes ifølge den civile agent, at han havde "folk" her - som altså viste sig at være PET.
Jørn Vestergaard kalder det "helt uholdbart", at PET medvirker til efterforskninger, hvor folk er lokket til at begå kriminalitet.
En 48-årig mand fra Stockholm har fået halveret straffen, fordi initiativet til våbenleverancen kom fra de amerikanske myndigheders agent. Professor Jørn Vestergaard finder det dog naturligt, at der blev grebet ind.
- Men en sådan situation burde ikke opstå med PET's velvilje, hvis det indebærer en tilsidesættelse af dansk rets regler om ulovlig agentvirksomhed.
Professoren siger om den store strafrabat, som den 48-årige har fået:
- Selv om en tiltalt objektivt set har begået en lovovertrædelse, ville det være helt urimeligt, hvis der ikke bleget taget hensyn til, at vedkommende er blevet lokket eller presset ud i kriminalitet, siger Jørn Vestergaard.
Politiet stoler på politiet i andre lande, fremgår det af en udtalelse fra politidirektør Johan Reimann fra Københavns Politi, som har håndteret sagen i retten.
- På et mere generelt plan kan jeg oplyse, at dansk politi som bekendt har et intensivt samarbejde med andre landes myndigheder. I den forbindelse forlader vi os på, at de udenlandske myndigheder overholder grundlæggende retsprincipper, udtaler han.
Johan Reimann har endnu ikke set dommen og vil derfor ikke kommentere den.
Under sagen i byretten er en såkaldt special agent fra DEA, det amerikanske narkopoliti, blevet afhørt.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie