Den 28-årige somaliske statsborger, som er sigtet for drabsforsøg på tegneren Kurt Westergaard, var tilsyneladende mistænkt for at være indblandet i terrorplaner mod den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, da hun besøgte Kenya i august 2009.
PET oplyser i en redegørelse om somalieren efter angrebet på Westergaard, at "den pågældende i juli 2009 i Kenya blev anholdt sammen med flere andre personer i forbindelse med de kenyanske myndigheders efterforskning af mulige terrorangreb under den amerikanske udenrigsministers besøg i Kenya i begyndelsen af august 2009". Og at han efterfølgende blev løsladt i september og fulgt meget af PET efter hjemkomsten til Danmark.
Oplysningerne kommer formentlig bag på Danmarks ambassadør i Kenya, Bo Jensen. Forleden sagde ambassadøren, at de kenyanske myndigheder aldrig har bekræftet, at somalieren var anholdt i forbindelse med de mislykkede terrorplaner mod Hillary Clinton, og at somalieren var anholdt for rod i rejsepapirerne.
Af PET's orientering fremgår det yderligere, at den drabssigtede har tætte forbindelser til den somaliske terrororganisation al-Shabaab og al-Qaida ledere i Østafrika, og at der er grundlag for "at mistænke den pågældende for under ophold i Østafrika at have været involveret i terrorrelaterede aktiviteter".
Endvidere viser efterretningstjenestens oplysninger, at somalieren har været en del af et terrorrelateret netværk med tilknytning til Danmark. Men efterforskningen har ikke på noget tidspunkt givet grundlag for at antage, at den 28-årige havde konkrete planer om at overfalde eller dræbe tegneren Kurt Westergaard.
Dermed var der ifølge PET heller ikke grundlag for at anholde ham forud for angrebet på Kurt Westergaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie