Pirat bag syv danske sejlergidsler sat fri

USA's flåde i Natos indsats mod pirater ved de somaliske kyster har tilsyneladende sat en pirat på fri fod, der er anklaget som hovedmand bag kidnapningen af den danske sejlerfamilie samt deres to unge gaster i sejlbåden ING den 24. februar 2011.

Piraten, der kun kaldes Mursal, var tilsyneladende med til at kapre et nyt skib den 2. januar i år sammen med otte andre pirater. Det var et skib, som fragtede dyr til Oman.

Det skriver den somalisk uafhængige public service radiostation Bar-Kulan på sin hjemmeside.

Det kaprede skib blev tilsyneladende bordet af et amerikansk krigsskib, der satte skibets besætning fri og siden også de ni pirater.

Somalias udbryderregion Puntland kritiserer Nato-styrkerne, der opererer langs Somalias piratfyldte kyst, for at have sat piraterne på fri fod uden at de bliver stillet for en dommer.

I en erklæring, siger Puntland "det var uheldigt", for de internationale styrker har til opgave at bekæmpe pirateri.

- Handlingen viser, at der er behov for at støtte sikkerheds- og retsinstitutioner i Puntland, hedder det i erklæringen fra Puntland, ifølge Bar-Kulan.

Samtidig opfordrer Puntland de internationale styrke til at lægge yderligere pres på piraterne, der i øjeblikket holder en række skibe og gidsler tilfangetaget.

De syv danske sejlere - heraf tre børn - blev sat fri den 6. september for en løsesum på angiveligt knap 16 millioner kroner.

Hvorvidt de danske myndigheder arbejder med at opklare forbrydelsen mod de syv danske sejlere har det ikke været muligt at få oplyst.

Det ligger dog fast, at det ikke er en sag, som Statsadvokaten for Særlig Internationale Straffesager arbejder med.

Vicestatsadvokat Lars Plum oplyser til Ritzau, at sagen om de syv sejlergidsler ikke er anmeldt til denne instans.

/ritzau/

USA's flåde har sat en pirat på fri fod, som er anklaget for at være bagmand i kapringen af syv danske sejlere

Offentliggjort Sidst opdateret