Politi advarer om to farlige mænd efter fangeflugt
To fanger på flugt skønnes så farlige, at politiet efterlyser dem. Der er ikke nogen konkret mistanke om, hvor de to efterlyste fanger søger hen. Foto: Scanpix/Fotograf Sonny Munk Carlsen
Scanpix/Fotograf Sonny Munk Carlsen
Tre fanger er flygtet fra en retspsykiatrisk afdeling. To skønnes så farlige, at politiet nu efterlyser dem.
Tre fanger er tirsdag aften flygtet fra retspsykiatrisk afdeling i Middelfart i forbindelse med en gårdtur.
- De er på gårdtur, og i løbet af et øjeblik formår de at sparke en dør op, så de kommer ud i det fri, før personalet kan nå at gøre noget, siger vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen.
Han kan ikke sige noget om, hvorvidt flugten var planlagt eller ej.
Den ene fange bliver ikke skønnet farlig for andre, men de to andre skønnes så farlige, at politiet nu efterlyser dem offentligt med foto.
- De er farligere for andre, end de er for sig selv. Det er derfor, vi nu efterlyser dem med navns nævnelse, siger Hans Jørgen Larsen.
Der er ikke nogen konkret mistanke om, hvor de to efterlyste fanger søger hen.
Den ene har tidligere opholdt sig i Middelfart, hvor politiet allerede har søgt efter ham, mens den anden har opholdt sig både i Jylland og på Fyn.
- Der er ikke så langt fra afdelingen til banegården, så de kan hurtigt være kommet til Jylland eller Sjælland, siger Hans Jørgen Larsen.
Personalet på stedet er ikke kommet til skade eller blevet truet i forbindelse med flugten.
Begge de efterlyste fanger er mænd og i 30'erne.
Vagtchefen fraråder, at man selv tager kontakt til fangerne. Man skal alene observere og notere sig nødvendige oplysninger, samtidig med at man tager kontakt til politiet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned