Politi fandt vanrøgtede og døde hunde på gård i Gjerlev
Én er blevet sigtet for brud på dyreværnsloven efter fund af 19 vanrøgtede levende hunde og et antal døde.
I sidste uge blev 27 hunde fjernet fra en såkaldt hvalpefabrik i Gjerlev mellem Randers og Hadsund. Fredag er yderligere 19 hunde blevet fjernet i samme sag.
Hundene befandt sig på en adresse nærved det sted, hvor de 27 hunde blev fjernet, oplyser Østjyllands Politi.
- Vi fik en anmeldelse om, at der kunne være flere hunde på den adresse, vi var på i sidste uge. Derude fik vi så oplysninger, som gjorde, at vi undersøgte en anden adresse, fortæller vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Ifølge ham var der 19 levende hunde på adressen - både voksne og hvalpe. Derudover var der "et antal" døde hunde.
- Nu skal vi i gang med at danne os et fuldt overblik over sagen. Blandt andet hvor mange døde hunde, der er tale om. Og så skal nogle af de døde hunde nok obduceres for at klarlægge dødsårsagen, siger Anders Uhrskov.
Ligesom det var tilfældet, da politiet i sidste uge fjernede 27 hunde, så bar de 19 hunde også præg af vanrøgt.
Anders Uhrskov oplyser, at man på adressen har sigtet en person for overtrædelse af dyreværnsloven. Loven giver mulighed for at straffe mishandling og vanrøgt med alt fra bøde til fængsel indtil to år.
På nuværende tidspunkt ønsker Anders Uhrskov ikke at oplyse, hvorvidt den sigtede er en mand eller en kvinde.
- I første omgang holder vi os til at sige, at vi har sigtet "en person", lyder det fra vicepolitiinspektøren.
På nuværende tidspunkt kan politiet heller ikke nærmere oplyse, hvad der er forbindelsen mellem de to adresser, hvorpå der er fundet vanrøgtede hunde i henholdsvis sidste uge og fredag.
I forbindelse med fundet af de 27 vanrøgtede hunde i sidste uge, oplyste Dyrenes Beskyttelse, at der var tale om, hvad organisationen betegner som en hvalpefabrik.
Betegnelsen bruges om uregistreret hundeopdræt, hvor opdrætteren synes at have større fokus på profit frem for dyrenes tarv.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned