Politi knytter nye brande til de seneste dages uro
Tirsdag aften mistede en 53-årig kvinde livet i en brand på et plejehjem i Frederikssund, og formentlig var rygning årsagen til branden. Foto: Allan Andersen/Ritzau Scanpix
Allan Andersen/Ritzau Scanpix
Uro efter Paludan-demo ulmer fortsat, siger politiet efter nye påsatte brande i hovedstaden.
Københavns Politi siger onsdag i en pressemeddelelse, at otte brande i containere og skraldespande tirsdag og natten til onsdag kan knyttes til de seneste dages uro.
Politiet oplyser ikke nærmere om, hvordan brandene kan knyttes til uroen. Men i kommunikationsafdelingen oplyser man, at man vil undersøge, om det kan belyses nærmere.
Det drejer sig om brande i fire affaldscontainere på Nørrebro, i Nordvestkvarteret, i Tingbjerg og på Amager. Derudover har der været ild i to skraldespande i Tingbjerg og ild i to biler på Nørrebro.
I løbet af natten har politiet valt at frihedsberøve 11 personer efter politilovens bestemmelser.
Der er tale om såkaldt præventive anholdelser, hvor politiet kan frihedsberøve folk i op til seks timer for at sikre ro og orden.
De seneste dages uro har præget København og omegn, efter at en demonstration på Blågårds Plads i København søndag endte i uroligheder.
Her ville lederen af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, demonstrere, men det blev hurtigt afbrudt på grund af uroen.
Paludan er kendt for at afbrænde koraner og for at kaste med koraner. Derudover er han for nylig dømt for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.
Ved Retten i Glostrup blev han idømt 14 dages betinget fængsel for at tale forhånende om sorte i Sydafrika. Han har anket dommen til landsretten.
Urolighederne på Blågårds Plads bredte sig til andre dele af byen. Og i dagene efter har der været flere brande.
Københavns Politi har i kølvandet på uroen indført en såkaldt skærpet strafzone i fire bydele. Det betyder, at visse former for kriminalitet i disse zoner straffes dobbelt så hårdt som normalt.
Politiet har desuden valgt at forbyde Rasmus Paludan at demonstrere i politikredsen frem til 23. april.
Paludan har onsdag annonceret en demonstration i Bagsværd. Det ligger i Københavns Vestegns Politikreds. Også her har Paludan haft forbud mod at demonstrere. Det forbud udløber onsdag klokken 15.
Demonstration er anmeldt til at begynde klokken 15.01.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned