Politi: Spritbilist eftersøges i sag om ulykke med såret kammerat
En mand er i kritisk tilstand efter en ulykke med fire mænd i en varevogn i København. Passager er fængslet.
Efter en alvorlig ulykke med fire mænd i en varevogn i København sent lørdag aften leder politiet søndag efter den mand, der sad ved rattet.
Føreren, som ifølge politiet formentlig var kraftigt beruset, stak af på ulykkesstedet ved Kalvebodbroen.
Men en 35-årig passager blev anholdt, og søndag eftermiddag har en dommer i Københavns Byret besluttet at varetægtsfængsle ham.
Manden sigtes for at have opfordret føreren til at stikke af og for at have forsøgt at fjerne beviser på ulykkesstedet på Kalvebodbroen.
Det oplyser den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi, Anders Frederiksen.
Hvad der nærmere ligger bag sigtelsen, ønsker han ikke at gå i detaljer med.
I et lukket retsmøde er den 35-årige blevet frihedsberøvet frem til 5. oktober.
Manden er udenlandsk statsborger, og fængslingen er sket med henvisning til hjemrejseloven, oplyses det.
- Vi har mistanke om spirituskørsel. Der blev fundet en del flasker i førerkabinen, og der lugtede kraftigt af spiritus, siger Anders Frederiksen.
Ingen andre bilister var impliceret, da varebilen med de fire mænd kørte galt.
To passagerer blev kørt til sygehuset. De er henholdsvis 37 og 40 år. Den enes tilstand er kritisk, lød det fra politiet tidligt søndag morgen.
I øvrigt er en bilinspektør sat til at lave en rapport om selve ulykken.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned