"Social Pejling" kaldes metoden, der i al sin enkelthed går ud på at udrydde de misforståelser, som mange skolebørn går rundt med om deres jævnaldrende.
- Børnene tror eksempelvis, at deres jævnaldrende ryger, drikker og begår butikstyveri i langt højere grad, end det er tilfældet, siger politikommissær Allan Aarslev fra Aarhus Politi.
I fire år har politiet i et tæt samarbejde med de østjyske kommuner udviklet metoden, der indtil videre kun har omfattet 5. og 6. klasser.
Eleverne skal svare på et spørgeskema og fortælle, hvor udbredt de tror eksempelvis butikstyveri er blandt deres jævnaldrende.
Svarene sammenholdt med de korrekte tal danner så grundlag for en diskussion i klassen - og det virker.
- Undersøgelser viser, at der efter et år er markant færre, der har begået butikstyveri, i de klasser vi har besøgt end i jævnaldrende klasser, siger Allan Aarslev.
Indtil nu har 60 uddannede instruktører - blandt andet lærere, politifolk og ssp-medarbejdere - besøgt 500 østjyske skoleklasser - det svarer til omkring 11.000 elever.
"Social Pejling" kan ifølge Allan Aarslev bruges på flere klassetrin og i flere forskellige sammenhænge:
- Man kan eksempelvis bruge det i seksualundervisning. Hvis man vil have unge i 8. klasse til at forstå, at de færreste af deres kammerater har haft deres seksuelle debut, og at gruppesex ikke er særlig udbredt i den aldersgruppe.
Målet er nu, at de østjyske erfaringer skal bredes ud til resten af landet, hvor flere kommuner og politikredse allerede har vist interesse for den østjyske succes.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie