Politiet anholder endnu en mand efter knivstikkeri i Esbjerg
To mænd blev 7. september stukket ned i Esbjerg. Der er tale om en bandekonflikt i byen, vurderer politiet.
Politiet i Esbjerg rykkede 7. september ud til et slagsmål på Præstebakken, hvor to mænd på 20 og 25 år blev ramt af knivstik.
Tre dage senere blev en 27-årig mand anholdt og varetægtsfængslet i 14 dage for drabsforsøg, og mandag har Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt endnu en mistænkt.
Der er tale om en 30-årig mand, der sigtes for grov vold. Han er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, men nægter sig skyldig, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Knivstikkene efterlod ofrene alvorligt såret, men uden for livsfare.
Syd- og Sønderjyllands Politi og Rigspolitiet vurderer, at det drejer sig om en konflikt mellem rivaliserende bander i Esbjerg.
Politiinspektør Jeppe Kjærgaard udtaler tirsdag, at man nu forsøger at stække grupperingerne.
- På den baggrund øger vi presset mod bandemiljøet, blandt andet gennem øget præventiv- og tryghedsskabende patruljering med henblik på at sikre borgernes tryghed, lyder det fra Jeppe Kjærgaard i meddelelsen.
Bandepakkerne, som Folketinget står bag, indgår i politiets værktøjskasse, oplyses det.
Med pakkerne er det blandt andet muligt at kunne øge straffen for kriminalitet med op til det dobbelte, indføre opholdsforbud som et led i straffen og stramme reglerne i forbindelse med afsoning.
Politiet bemærker også, at det er muligt at indføre visitationszoner, hvis behovet opstår.
- Dette skete senest i andet halvår af 2018 på grund af en konflikt i bandemiljøet i Esbjerg, og politiet havde gode erfaringer med resultaterne af denne indsats, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiinspektøren nævner ikke navnene på banderne. Men to bander fra henholdsvis Kvaglund og Stengårdsvej har i årevis haft et anstrengt forhold til hinanden og har tidligere ligget i åben konflikt.
Sagen efterforskes fortsat intensivt, oplyser politiinspektøren.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie