Politiet kræver 29-årig fængslet for dødsfyrværkeri
Mand fra Hobro-området kræves fængslet for at have udsat andre for livsfare. Tre mænd døde nytårsaften.
Nordjyllands Politi kræver en 29-årig mand varetægtsfængslet i et grundlovsforhør fredag for salg af ulovligt fyrværkeri, der kostede tre mænd livet i to ulykker nær Hobro nytårsaften.
To andre kom alvorligt til skade ved ulykkerne med såkaldte krysantemumbomber, men meldes uden for livsfare fredag.
- Den 29-årige er anholdt på baggrund af en rækker vidner og henvendelse fra borgere, som retter mistanke mod ham. Han er sigtet for at have solgt krysantemumbomber til begge nytårsselskaber, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen til Ritzau.
- Der er ransaget på den 29-åriges bopæl og et værksted, hvor han har tilknytning, og der er fundet effekter og fyrværkeri, som bestyrker mistanken, uden at jeg vil sige, hvad det drejer sig om, fortæller han.
En 24-årig mand, som også blev anholdt i sagen, er nu løsladt, oplyser Nordjyllands Politi.
- Den 24-årige havde en mindre rolle, som ikke berettiger til en fængsling. Han er dog stadig sigtet i sagen, siger Frank Olsen.
De to mænd er sigtet for at have udsat andre for livsfare. Politiet mener, at mændene har overtrådt en bestemmelse i straffeloven, som drejer sig om på hensynsløs måde at udsætte andre for livsfare - for eksempel "for vindings skyld".
Den ene af de to dødsulykker med krysantemumbomber skete i Skjellerup ved Hobro. Her blev to mænd på 24 og 25 dræbt, da det nye år var få minutter gammelt.
Den anden ulykke skete i Assens ved Mariager. Her mistede en 37-årig mand livet, da han håndterede kraftigt fyrværkeri i haven, mens familien og andre ved nytårsfesten var forsamlet inden døre.
I begge tilfælde var mændene i færd med at affyre krysantemumbomber.
Det er fyrværkeri, som er beregnet til professionel brug. I årevis har myndigheder og fagfolk i kraftige vendinger advaret almindelige mennesker mod at affyre de store bomber, som handles illegalt.
For en måned siden blev der stjålet omkring 1700 krysantemumbomber i Allerød i Nordsjælland, mens der for et år siden blev stjålet 1600 bomber fra en fabrik i Ølstykke. Politiet mener dog ikke, at de to dødsbomber stammer fra tyverierne.
- Det er ikke noget, som umiddelbart tyder på, at krysantemumbomberne er forbundet til nogle af indbruddene, siger Frank Olsen.
Det er uvist, hvordan de to mænd forholder sig til sigtelsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned