Politiet løslader mistænkt i sag om fyrværkerikup
Politiet på Lolland har mandag anholdt en mand i sagen om indbruddet på fyrværkerifabrikken Nordlys i Torrig, hvor der blev stjålet flere end 500 bomber, deriblandt livsfarlige krysantemumbomber.
Den anholdte er en 34-årig mand fra Nakskov-området. Han er kendt af politiet i forvejen.
- Vi mistænker ham for at have en andel i indbruddet på fyrværkerifabrikken, siger vicepolitikommissær Bøje Jørgensen, lokalpolitiet i Nakskov.
Manden er sigtet for medvirken til indbruddet eller for hæleri - men mistanken er ikke stærk nok til, at politiet ville kræve ham varetægtsfængslet.
Han er derfor blevet løsladt mandag eftermiddag, oplyser vagtchef Ehm Christensen.
Trods intens efterforskning har politiet indtil videre kun fundet en del af det stjålne fyrværkeri. De allerfarligste bomber mangler fortsat.
I forbindelse med anholdelsen ransagede politiet den 34-åriges hjem uden at finde noget.
Politiet har mandag indkaldt ekstra mandskab og arbejder på højtryk for at finde det livsfarlige fyrværkeri inden nytårsaften.
- Vi skal nok finde dem, der begik indbruddet, men det vigtigste lige nu er at finde fyrværkeriet. Krysantemumbomberne er livsfarlige, hvis de ikke affyres i de rigtige affyringsrør, siger Bøje Jørgensen.
Politiet advarer på det kraftigste folk mod at købe eller affyre de store bomber, der er til professionelt brug. De største er 15 centimeter i diameter og har ifølge politikommissæren en sprængkraft, så de kan jævne et hus med jorden.
Efter et anonymt tip blev omkring en tredjedel af det stjålne fyrværkeri lørdag fundet på en landejendom ved Søllested på Lolland, og politiet har også fået anmeldelser om, at folk i Nakskov-området har fået tilbudt nogle af de kraftige bomber.
- Vi har fået forskellige anonyme henvendelser, ikke om konkrete navne, men nogle signalementer, og på den baggrund er der to-tre personer, som vi gerne vil tale med, siger Bøje Jørgensen.
Den første af disse personer er den 34-årige, som mandag altså er blevet løsladt.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie