Politiet løslader to mistænkte for drab i Aarhus
Østjyllands Politi har valgt at løslade to mænd i sagen om drabet på en 34-årig mand i Aarhus. Men mændene er fortsat sigtet. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
9. december blev en 34-årig mand fundet død i Rådhusparken. To mænd blev siden fængslet, men nu er de løsladt.
To mænd, der siden december har siddet varetægtsfængslet for drabet på en 34-årig mand i Rådhusparken i Aarhus, er blevet løsladt.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Den 34-årige mand blev fundet død i Rådhusparken 9. december. Samme dag blev en 58-årig mand anholdt og sigtet for drab. Et par uger senere blev en 24-årig mand også anholdt og fængslet.
Men mandag valgte politiet at løslade de to mænd.
- Vi har i samarbejde med anklagemyndigheden vurderet, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af de to fængslede ikke længere er til stede på nuværende tidspunkt.
- Begge er dog fortsat sigtet i sagen, siger politiinspektør Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse.
Politiet oplyser, at efterforskningen af sagen fortsætter, og at det gerne vil høre fra eventuelle vidner, som har viden om sagen.
Umiddelbart var det ikke klart, hvordan den 34-årige afdøde mand var kommet af dage.
En del af Rådhusparken blev afspærret, mens en retsmediciner og politiets teknikere gik i gang med deres undersøgelser af liget og findestedet. Det viste sig, at den 34-årige var blevet kvalt, og de to mistænkte mænd blev anholdt.
Begge retsmøder, hvor mændene blev varetægtsfængslet, foregik for lukkede døre. Derfor har det ikke været fremme, hvad politiet bygger sin mistanke mod de to mænd på, eller hvad mændene nærmere har forklaret.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned