Politiet lukker hashhandlen midlertidigt på Christiania
Pusher Street på Christiania blev også ryddet og midlertidigt lukket i november. (Arkivfoto). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Handlen med hash i Pusher Street bliver lukket torsdag som led i arbejdet hen imod en permanent lukning.
Torsdag i denne uge lukker politiet midlertidigt hashhandlen i Pusher Street på Christiania. Hashboderne bliver ryddet klokken 09.
Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.
Nedlukningen er en del af politiets igangværende arbejde, som skal føre til en permanent lukning af den ulovlige hashhandel.
- Det vil ikke være forbudt at opholde sig i Pusher Street, mens hashsalget er lukket, men bliver man stoppet og fundet i besiddelse af hash, bliver man sigtet for det, skriver politiet.
Politiet vil også være til stede andre steder på Christiania for at "håndtere eventuelt hashsalg", lyder det fra Københavns Politi.
Meldingen kommer, få timer efter at Folketinget har vedtaget et lovforslag, der fra 1. januar giver politiet øgede muligheder for at bekæmpe hashhandel og generelt narkokriminalitet på Christiania.
Med loven kan politiet ifølge Justitsministeriet fra 1. januar udpege skærpede strafzoner i områder, hvor der foregår åbenlys og systematisk handel med ulovlige stoffer.
Det betyder, at de, der tager del i handlen, risikerer skærpede straffe.
Beboerne på Christiania, regeringen og politikerne i Københavns Borgerrepræsentation er i efteråret blevet enige om, at der skal ske en permanent lukning af hashhandlen på Pusher Street.
Der er kommet øget fokus på hashhandlen på Christiania, i forbindelse med at der i sommeren og efteråret udspillede sig en konflikt mellem rockergruppen Hells Angels og den forbudte bande Loyal To Familia, hvilket har sat sit præg på Christiania.
Blandt andet blev en 30-årig mand med tilknytning til Hells Angels i august dræbt af skud i fristaden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned