Politiets visitationszone i Esbjerg fortsætter
En visitationszone i Esbjerg får lov til at fortsætte i hvert fald to uger endnu. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter en måned med visitationszoner har politiet foretaget 258 visitationer. Fredag er zonen blevet forlænget.
En visitationszone i Esbjerg får lov til at fortsætte i hvert fald en måned endnu.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Baggrunden for visitationszonen, der blev indført den 17. august, er voldelige sammenstød mellem to lokale grupperinger i Esbjerg.
I den første måned har det medført 258 visitationer. Det har resulteret i seks sager om overtrædelse af våbenloven og tre sager om overtrædelse af knivloven.
Desuden har politiet registreret 23 sager om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
- Formålet med forlængelsen er at skabe tryghed for borgerne ved så vidt muligt at sikre, at der ikke bæres våben i området, lyder det i pressemeddelelsen fra politiet.
De to grupperinger kommer fra henholdsvis Kvaglund og Stengårdsvej, og politiet understreger, at man er i tæt samarbejde med blandt andet Esbjerg Kommune om forebyggelse i de to boligområder.
Konflikten mellem grupperingerne har ført til flere opgør. De seneste sammenstød foregik den 7. september med stenkast ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og den 12. september, hvor to personbiler forfulgte hinanden på Degnevej i Esbjerg.
Visitationszonen udløber den 17. oktober. Her skal politiet atter tage stilling til, hvorvidt den skal fortsætte.
Politiet fik muligheden for at oprette visitationszoner i 2004 med politiloven. Det skete blandt andet på baggrund af en række alvorlige knivstikkerier i nattelivet.
Politiet må i visitationszoner kropsvisitere personer, undersøge deres tøj og andre genstande for at kontrollere for våben. Biler må også ransages.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned