Politihunde kunne have fundet Holger

Flere hjemmeværnskompagnier og forfærdede frivillige kastede sig søndag og mandag ind i jagten på den treårige Holger Kragh, der forsvandt fra sine forældre og måtte overnatte på egen hånd i Tranum Klitplantage.

Men hvis politiets specialtrænede hunde havde fået ro til at arbejde, kunne de have fundet Holger på under en time. Det siger vicepolitikommissær Flemming Jacobsen, der som indsatsleder stod i spidsen for politiets eftersøgning, til Nordjyske.dk.

- Det var rigtig dejligt, at så mange mennesker ville hjælpe. Men faktisk var der alt for mange mennesker i området ved det spejderhus, hvor Holger forsvandt. Det gjorde det svært for politiets hunde at arbejde, siger Flemming Jacobsen.

- Jeg vil vove den påstand, at en politihund ville have fundet Holger på under en time, hvis det havde været jomfrueligt område, siger indsatslederen.

- Vi kan jo ikke lige sige til en tjenestehund, at den kun skal kigge efter en treårig, rødhåret dreng. Den reagerer på alle de mennesker og andre hunde, der var til stede, forklarer han.

Ifølge vicepolitikommissæren blev enkelte af de frivillige ophidsede over, at politiet ikke umiddelbart kunne give dem en rolle i eftersøgningen.

- Enkelte af de frivillige var næsten lidt vrede på os, fordi vi ikke kunne give dem klart svar på, hvordan de kunne hjælpe. Men man kan altså ikke bare sige: I går den vej, så går vi den anden vej. Sådan fungerer det ikke. Tænk, hvis nogen havde overset Holger i et område, som vi regnede med var tjekket, påpeger han.

/ritzau/

Politiets specialtrænede hunde kunne have fundet forsvundne Holger på en time, siger eftersøgningsleder.

Offentliggjort Sidst opdateret