Politileder dømt: Krænkede otte kvindelige kolleger ved en julefrokost
En politibetjent med en ledende rolle i Midt- og Vestjyllands Politi er mandag ved Retten i Viborg idømt 40 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelser. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
- Det var mit ansvar, at jeg ikke kunne opføre mig ordentligt, siger politileder, der erkendte sig skyldig.
En politileder ved Midt- og Vestjyllands Politi er mandag idømt 40 dages betinget fængsel for at have blufærdighedskrænket otte kvinder ved en julefrokost i politiet.
Manden, der har været ansat i politiet i mere end 20 år, erkendte sig skyldig ved retsmødets begyndelse i Retten i Viborg.
- Jeg havde drukket for meget og var beruset, lød det fra politilederen om den pågældende aften tilbage i december 2023.
Han erkendte at have taget kvinderne på bryster og baller uden på tøjet.
”Du ser fræk ud med gevir” og ”Skal vi ikke lige herind”, lød det blandt andet fra manden til to af de forurettede kvinder.
I et enkelt tilfælde tog han også sin ene hånd op under en kvindes nederdel og greb fat i hendes ene balle uden på tøjet.
Politimanden undskyldte i retten sine handlinger den pågældende aften på politigården.
- Jeg kan ikke forklare det. Jeg har været til en masse psykologtimer, og der kan være en masse underliggende ting.
- Men det er ligegyldigt. Det var mit ansvar, at jeg ikke kunne opføre mig ordentligt, lød det fra manden iført brune bukser og en skjorte med sorte og hvide tern.
Specialanklager Trine Schjødt Fogh argumenterede for, at manden skulle idømmes 60 dages betinget fængsel.
Hun fandt det skærpende, at manden havde haft ledelsesansvar over for de forurettede.
- Flere af dem er ganske unge og har ikke været ansat i lang tid, lød det fra anklageren.
Politilederen blev kort tid efter julefrokosten hjemsendt og har været det lige siden.
Hans forsvarsadvokat, Niels Christian Strauss, sagde i sine afsluttende bemærkninger, at sagen får "ansættelsesmæssige konsekvenser" for politimanden.
Det blev ikke nærmere specificeret.
Rigspolitiet skriver i en kommentar, at en polititjenestemand, der bliver dømt for et strafbart forhold, "som udgangspunkt også vil have gjort sig skyldig i en tjenesteforseelse".
Tjenesteforseelser kan udløse forskellige disciplinære sanktioner - lige fra advarsel til afskedigelse.
- Hvis der er sket domfældelse i en straffesag om blufærdighedskrænkelser, vil udgangspunktet dog være, at dette er uforeneligt med en fortsat ansættelse i politiet, lyder det.
Ud over betinget fængsel skal den dømte betale en godtgørelse til de forurettede kvinder.
Politilederen vil bruge de næste to uger på at overveje, om han vil anke dommen til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned