Politimand skyder angribende hund i selvforsvar
Angiveligt er flere personer blevet bidt af to hunde i Nordsjælland. Et af dyrene er nu blevet dræbt.
En betjent fra Nordsjællands Politi har torsdag formiddag skudt og dræbt en hund i et sommerhusområde ved Smidstrup vest for Gilleleje.
Nedskydningen fandt sted, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse om to løse og bidske hunde.
- En af hundene forsøger at bide en af kollegerne, og så bliver den skudt. Den anden hund afstår så fra at bide, siger vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi.
Umiddelbart ved vagtchefen ikke, hvilken type hund der er tale om.
Af billeder fra stedet fremgår det imidlertid, at der tilsyneladende er tale om en Mastiff-lignende hund.
På stedet fortæller vidner, at de to hunde torsdag formiddag løb rundt i kvarteret og gik til angreb på tilfældige mennesker. Mindst tre personer nåede angiveligt at blive bidt af den skuddræbte hund og dens makker.
Da politiet nåede frem til stedet, ledte de efter de løse hunde.
Blandt andet forsøgte de at lokke dem til sig med godbidder, og pludselig stødte betjentene på de to dyr på en smal sti.
Det var her, den ene hund gik til angreb og endte med at blive dræbt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned