Pyjamas-klædt mand i livsfare efter overfald

En 20-årig libanesisk mand fra Københavns Nordvestkvarter er i livsfare efter et overfald natten til søndag. Han blev fundet liggende blødende på et stisystem i Tingbjerg i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

Manden er indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, og politiet har underrettet de pårørende efter at have fået identificeret manden.

- Vores fingeraftrykseksperter har været på hospitalet i nat, og de har kunnet identificere ham, fordi han er kendt for en enkelt straffelovsovertrædelse, fortæller vicepolitiinspektør Jens Møller til Ritzau.

Det var en buschauffør på vej hjem fra arbejde, som kort før klokken et, der opdagede manden. Han cyklede ad stisystemet og blev i første omgang bedt om at vende om af tre unge mennesker.

- Han insisterer på at komme forbi, og opdager så manden, der ligger på en sidesti. De tre beder om at låne hans mobiltelefon, så de kan ringe efter en ambulance, fortæller Jens Møller.

Efterfølgende kører buschaufføren til den nærliggende Tingbjerg Kirke for at møde ambulancen. Da han og ambulancefolkene vender tilbage til den kvæstede, er de tre unge mænd væk.

Mændene er muligvis blevet set køre væk fra stedet i en bil, der hold parkeret ved adressen Mørkhøjvej 144 omtrent 50 meter fra stedet.

Her har vidner fortalt politiet, at bilen ankom omkring klokken halv et, og fire eller fem personer forsvandt ned på stiområdet. Derefter lød det som om, der foregik noget slagsmål.

- Noget tid efter er der så fire personer, som kommer løbende tilbage til bilen og kører væk fra stedet, fortæller Jens Møller.

Politiet formoder, at de tre mænd, som buschaufføren mødte på stisystemet er blandt de personer, som kørte væk i bilen.

- Det er muligt, at den forurettede har været med i bilen, men det kan også være, at det er to grupper, der er stødt sammen, fortæller Jens Møller.

Ifølge de foreløbige lægeundersøgelser tyder det på, at den 20-årige har været udsat for vold.

/ritzau/