Både Dansk Røde Kors og Red Barnet har kritiseret politiet for at rejse straffesager mod unge under 18 år, når de er kommet til Danmark på falske papirer.
Det har for eksempel Københavns Politi gjort, men tilsyneladende har politiet holdt igen siden 2010.
- For mange uledsagede børn er falske dokumenter den eneste vej ud af et krigshærget land. Det er simpelthen deres mulighed for at flygte, siger Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet, i en pressemeddelelse.
- Disse børn har brug for vores beskyttelse, ikke vores straf, lyder det fra Mimi Jakobsen.
Hun håber i øvrigt, at regeringen får tjekket lovgivningen, så reglerne kan blive bragt i overensstemmelse med FN's børnekonvention.
I fredagens to domme har Højesteret afvist at sidestille uledsagede flygtninge, der kun opnår status som de facto-flygtninge, med de flygtninge, der er såkaldt konventionsflygtninge.
Kun mennesker i sidstnævnte gruppe har krav på en særlig beskyttelse, siger de fem dommere.
Og derfor er både en somalisk pige og en afghansk dreng skyldige i at have overtrådt straffeloven.
De undgår dog straf på grund af "særlige forhold og formildende omstændigheder."
For eksempel henviser dommerne til, at Rigsadvokaten har givet de lokale anklagere i politikredsene et praj om, at man kan overveje at frafalde tiltale netop i denne type sager.
Siden 2010 har politiet i øvrigt ikke rejst tiltale mod mindreårige asylansøgere for dokumentfalsk.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned