Retssag om drab på erhvervsmand på Dragør Fort begynder

Fem personer er tiltalt i sag om bestilling og udførsel af overfald, hvor erhvervsmand blev dræbt i Dragør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 22. januar sidste år sad to mænd ifølge politiet og ventede i en hvid varevogn foran Dragør Fort i København.

Da den 54-årige erhvervsmand og driftschef på fortet, René Carstensen, klokken 18.25 ankom til stedet, opsøgte de to mænd ham, stak ham syv gange med kniv, slog ham 11 gange med en hammer og slog og sparkede ham. Den 54-årige døde af skaderne fra overfaldet.

Tirsdag starter retssagen mod de to mænd formodede drabsmænd, der begge er 29 år. I sagen er også tre mænd i 50'erne tiltalt. Ifølge anklageskriftet bestilte de overfaldet, der endte som drab.

Den ene af dem skal ifølge flere medier være en af lederne i rockerbanden Bandidos, som tidligere har haft status som "National Sergent".

Ifølge politiet bestilte en 57-årig mand en fysisk afstraffelse af den afdøde gennem rockerlederen, der kendte den tredje mand, der var med i planlægningen.

Sagen startede allerede en måned inden det dødelige overfald.

Her blev der sat mindst 72 plakater op i Dragør og omegn, hvor offerets ære ifølge anklagerne blev krænket, da de blandt andet indeholdt påstande om, at han havde været på "sugardate" med en 16-årig pige.

Ifølge politiet var det to af de tre mænd, der er tiltalt for at bestille drabet, der fik lavet plakaterne og hængte dem op.

Men det var tilsyneladende ikke nok, og derfor begyndte planlægningen af et overfald mod René Carstensen.

I anklageskriftet lyder det, at de to mænd, der stod bag plakatfremstillingen, hvor den ene spurgte til, om den anden kendte nogle, der kunne udføre et overfald på erhvervsmanden.

Her kom den tredje af de tre mænd, der planlagde drabet i spil, og han fik fat i den ene af de to formodede drabsmænd og så begyndte planlægningen for overfaldet.

I den forbindelse blev der også taget kontakt til den anden af de formodede drabsmænd.

Ved et grundlovsforhør i forbindelse med anholdelsen og sigtelsen af den ene af de formodede gerningsmænd, erkendte han, at han slog René Carstensen ihjel. Han sagde dog i samme ombæring, at det havde været i nødværge.

Der er afsat fjorten retsmøder til sagen, der forventes afsluttet den 25. april.

/ritzau/